Lokalplan 5.22

  • Forslag til lokalplan 5.22 – byrådsmøde d. 14. januar 2002
  • Endelig vedtagelse af lokalplan 5.22 – byrådsmøde d. 3. juni 2002
  • Lokalplan 5.22

 

EKSISTERENDE FORHOLD

Området fremstår i dag som et ganske harmonisk sommerhusområde med mange bygninger af relativ høj kvalitet. Denne karakter skulle gerne fastholdes ved om- og tilbygninger. Ønskes vejledning, kan Byfornyelsesafdelingen i Teknisk Forvaltning kontaktes.

Området fremtræder i dag meget grønt. Ved en øget bebyggelse vil denne karakter nok ændres. Det gør det vigtigt at fastholde værdifuld beplantning, hvorimod nåletræer godt kan fældes og erstattes af botanisk hjemhørende træer og buske. De grønne hække mod vej er også meget karakteristiske og vigtige at fastholde.

Der er i dag en enkel og flot vejprofil karakteriseret af grønne rabatter. Hvis vejene på et tidspunkt skal ændres, er det vigtigt at videreføre denne kvalitet.

I henhold til Lov om Planlægning (Lovbekendtgørelse nr. 518 af 11. juni 2000) fastsættes herved følgende bestemmelser for det i §1 nævnte område i Helsingør Kommune.

§ 1 – OMRÅDETS AFGRÆNSNING

stk 1: Lokalplanområdet er vist på kortbilaget med kraftig priksignatur.

stk 2: Området omfatter pr. 1. september 2001 del af 1aa, 1ab, 1ac, 1ad, 1ae, 1af, 1ag, 1ah, 1ai, 1ak, 1al, 1am, 1an, 1ao, 1ap, 1aq, 1ar, 1as, 1at, 1au, 1av, 1ax, 1ay, 1az, 1aæ, 1aø, 1ba, 1bb, 1bc, 1bd, 1be, 1bf, 1bg, 1bh, 1bi, 1bk, 1bl, 1bm, 1bn, 1bo, 1bp, 1bq, 1br, 1bs, 1bt, 1bu, 1bv, 1bx, 1by, 1bz, 1bæ, 1bø, 1ca, 1cb, 1cc, del af 1cd, del af 1ce, del af 1cf, del af 1cg, del af 1ch, del af 1ci, del af 1ck, del af 1cl, del af 1cm, del af 1cn, del af 1co, del af 1cp, del af 2x, 2y, 2z, 2æ, 2ø, 2aa, 2ab, 2ac, 2ad, 2ae, 2af, 2ag, 2ah, 2ai, 2ak, 2al, 2am, 2an, 2ao, 2ap, 2aq, 2ar, 2as, 2at alle Saunte by, Hornbæk.

§ 2 – LOKALPLANENS FORMÅL

stk 1: Det er lokalplanens formål:
at overføre enhed 1 fra sommerhusområde til byzone med helårsstatus
at opstille bebyggelsesregulerende bestemmelser

§ 3 – OMRÅDETS ZONESTATUS

stk 1: Med byrådets endelige vedtagelse af nærværende lokalplan overføres det under §1 nævnte område fra sommerhusområde til byzone.

§ 4 – OMRÅDETS ANVENDELSE

stk 1: Enhed 1 og 2 må kun anvendes til helårsboligformål. Bebyggelsen må kun bestå af fritliggende parcelhuse.
stk 2: På hver ejendom må kun opføres eller indrettes én bolig.
stk 3: Byrådet kan tillade, at der på ejendommen drives en sådan virksomhed som almindeligvis kan drives i beboelses- eller sommerhusområder under forudsætning af:
at virksomheden drives af den, der bebor den pågældende ejendom,
at virksomheden efter byrådets skøn drives på en sådan måde, at ejendommens karakter af beboelsesejendom ikke forandres (herunder ved skiltning eller lignende), og at områdets karakter af boligområde ikke brydes,
at virksomheden ikke medfører ulempe for de omkringboende,
at virksomheden ikke medfører behov for parkering, der ikke er plads til på den pågældende ejendom.
Ejendommene må i øvrigt ikke benyttes til nogen anden form for erhvervsvirksomhed.
stk 4: Der må ikke på parcellerne foretages oplagring, som kan virke skæmmende eller i øvrigt være til ulempe for de omkringboende.

§ 5 – UDSTYKNINGER

stk 1: Yderligere udstykning må ikke finde sted.

§ 6 – BYGGELINIER

stk 1: Der pålægges byggelinier på 5 m fra vejskel, d.v.s. at arealet skal friholdes for enhver form for bebyggelse.

§ 7 – BEBYGGELSENS OMFANG

stk 1: Bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom må ikke overstige 25.
stk 2: Bygninger må opføres i max. én etage med udnyttelig tagetage, og med max. højde på 7,5 m.

§ 8 – BEBYGGELSENS YDRE FREMTRÆDEN

stk 1: Med undtagelse af solfangere og glaserede tegltage må der ikke bruges blanke og reflekterende materialer.

§ 9 – SKILTNING OG REKLAMERING

stk 1: I ovennævnte område må ingen form for skiltning og reklamering finde sted.

§ 10 – PARKERING

stk 1: På de enkelte ejendomme skal der afsættes parkeringsplads til mindst 2 biler.
stk 2: Parkering af automobiler med totalvægt over 3.500 kg, samt henstilling eller parkering af uindregistrerede køretøjer er forbudt.

§ 11 – HEGNING

stk 1: Faste hegn må max. være 1 m. høje ud mod de offentlige private veje.

Bygningsinspektoratet, Helsingør Kommune, tolker dette således (jvf. brev af 25/9-2003 til grundejerforeningen):
De 1 m i hegnshøjde gælder indenfor byggelinien 5 m fra vejskel. Udenfor følges hegnsloven.

stk 2: Levende hegn må max. være 1,80 m. høje.

§ 12 – GRUNDEJERFORENING

stk 1: Alle ejere af ovennævnte parceller er pligtige til at være medlem af den eksisterende grundejerforening i lokalområdet.

§ 13 – AFLYSNING AF SERVITUTTER

stk 1: Lokalplan 5.8 for “Boligområde Jupitervej” tinglyst d. 7/11-1985 aflyses.
stk 2: Servitut indeholdende bestemmelser om byggelinie, virksomhed, røg og støj tinglyst d. 22/10-1947 aflyses.
stk 3: Servitut vedrørende dispensation til afvikling af helårsbeboelse tinglyst d. 4/5-2000 aflyses.

§ 14 – FORUDSÆTNING FOR IBRUGTAGNING AF NY BEBYGGELSE

stk 1: Før eksisterende sommerhusbebyggelse tages i brug til helårsbeboelse skal der ansøges om og meddeles byggetilladelse til statusændringen.

§ 15 – LOKALPLANENS RETSVIRKNINGER

stk 1: Efter byrådets endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen må ejendomme der er omfattet af planen ifølge Lov om Planlægning §18 kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.
Den eksisterende lovlige anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv krav om de anlæg mv., der er indeholdt i planen.
Byrådet kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser under forudsætning af at det ikke ændrer karakter af det område, der søges skabt ved lokalplanen.
Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.
Private byggeservitutter og andre tilstandsservitutter der er uforenelige med lokalplanen fortrænges af planen.